Ugens Anmelder er Eva Themsen

Af Redaktionen

Mange læsere har nydt Annette Bjergfeldts debutroman ’Højsangen fra Palermovej’. Jeg vil nu afsløre, at hun kommer til Præstø bibliotek d. 14. maj for at fortælle om sin nyeste og anmelderroste bog ’Mr. Saitos Rejsebiograf”.

Anette Bjergfeldt flytter denne gang historien ud i den store verden. Historien tager sin begyndelse i 1920’erne i Buenos Aires. Her møder vi den fattige men smukke Fabiola.
Fabiola bliver gravid i en ung alder og står alene med datteren Lita, som er bogens hovedperson.  

De to hutler sig igennem tilværelsen i kraft af Fabiolas job som uovertruffen skosælger, og om natten slider hun sine egne sko op ved at udleve sin store passion tangoen. Tingene udvikler sig, og de må flygte fra Argentina og ender i en lille by i det kolde Østcanada. Noget af en omvæltning fra den på enhver måde varme og pulserende hovedstad.

I denne besynderlige udørken møder vi forskellige skæve eksistenser, som bidrager til den forunderlige historie. Den søde fiskerdreng med rav i øjnene – en døv pige der får indopereret griseblærer i ørene af byens dyrlæge/læge – de utallige kunder i butikken, der er blæst bagover af beundring for Fabiola og mange andre.

Barnet Lita er i bund og grund et forsømt barn, der i høj grad bliver overladt til sig selv, men Lita er en stærk pige, og nye venskaber opstår på kryds og tværs i dette mærkværdige lokalmiljø.

Dette besynderlige samfund besøges med jævne mellemrum af den mystiske Mr. Saito. Det er i filmens spæde begyndelse, og Mr. Saito kommer med underholdning i form af stumfilm og forældede ”nyhedsfilm” til stor underholdning for indbyggerne. Lita er dybt fascineret af denne nye billedverden. Hun får lov at eksperimentere med Mr. Saitos aflagte filmruller, og hun er ”solgt” til filmens verden.

"Mr. Saitos rejsebiograf" har det hele. Der er kærlighed, humor, og alvor. Annette Bjergfeldt er en fantastisk historiefortæller. Hun kan det der med ordene, hvor historien bare flyder, og man er rasende godt underholdt undervejs.