Tom Buk-Swienty om 'Berlin brænder'

Hør om en spændende dokumentarisk fortælling om danskere i Berlin under 2. Verdenskrig - baseret på unikt og hidtil upubliceret materiale.
Tid
19:00 - 21:00
Pris
Billet: 110 DKK
Biblioteksklubben: 100 DKK
Adresse

Sydhavnsvej 6
4760 Vordingborg
Danmark

I 2025 markerer vi 80-året for Danmarks befrielse, og du kan glæde dig til et møde med manden bag flere levende historiebøger og biografier – Tom Buk-Swienty. Denne eftermiddag skal det handle om to danskere i Berlin på grænsen til krigens afslutning.

Da Berlin kapitulerede den 2. maj 1945, lå byen i ruiner. 170.000 tyske og russiske soldater var dræbt, over 300.000 sårede og 100.000 civile var omkommet. Midt i dette kaos befandt bogens to hovedpersoner sig: Paul E. Stemann fra Berlingske Tidende og Arild Hvidtfeldt fra Socialdemokraten. De havde været udstationeret i Hitler-Tysklands hovedstad de sidste år af 2. Verdenskrig og oplevede nu på allernærmeste hold de allieredes rædselsvækkende bombetogter, russernes indtog og Berlins endegyldige fald. De skrev udførligt om det, de så, og deres øjenvidneskildringer hører til de mest mangefacetterede og fascinerende beretninger om krigsårene i den tyske hovedstad.
 

Dele af materialet har aldrig tidligere været benyttet af danske historikere. Stemanns erindringer har ligget gemt i arkiverne på Imperial War Museum i London, Hvidtfeldts har befundet sig i et privatarkiv. Bogen trækker også på en ung dansk diplomat, Frederik Holck Coldings, private breve. Han ankom til Berlin i 1944 og blev en nær ven af korrespondenterne.


Tom Buk-Swienty har fået adgang til dette helt unikke materiale og i flere år dybdegående researchet i de dramatiske begivenheder. Bogen 'Berlin brænder' udkom i efteråret 2024.