Ugens anmelder

Ugens Anmelder er Tine Falum

Af Redaktionen

Ugens anmelder

Tine Falum anmelder "Pachinko"

Tine er en af vores flittige lånere, der gerne ville dele en god læseoplevelse med os alle

""

Pachinko er en familiekrønike som følger fire generationer af en koreansk familie. Historien starter i 1910 i et lille fattigt fiskersamfund i det nuværende Sydkorea. 

Sunja forelsker sig som 16-årig i en ældre velhavende mand, Hansu. Hun bliver gravid, og det viser sig at Hansu har kone og børn som bor i Japan. Han tilbyder at tage sig af Sunja og barnet, men hun afslår. En ung præst, Isak, som er på vej til en stilling ved en kirke i Osaka i Japan, tilbyder at gifte sig med hende og opdrage barnet som sit eget. Sunja følger med Isak til Japan, hvor resten af handlingen udspiller sig. 

Det politiske bagtæppe til historien udgøres af Japans annektering af Korea og den efterfølgende brutale undertrykkelse af koreanerne. Mange koreanere udvandrede frivilligt til Japan eller blev deporteret som arbejdskraft. 

Romanen beskriver livet for de koreanske migranter i Japan hvor de lever på kanten af samfundet og oplever diskrimination og politisk forfølgelse, som også rammer vores hovedpersoner.

Vi følger Sunja og Isak og deres to sønner, samt Isaks bror og svigerinde. De to familier lever i stor fattigdom i den koreanske ghetto, mens Hansu, som har forbindelse til den japanske mafia Yakuza, hele tiden følger dem i baggrunden, trækker i trådene og disket hjælper hvor han kan. 

Det er således Hansu som sikrer at kvinderne og de to drenge kommer i sikkerhed på landet, inden de massive amerikanske bombardementer udsletter store dele af Osaka ved afslutningen af 2. verdenskrig. Efter atombomben i Nagasaki er Sunja og hendes svigerinde alene om at forsøge familien, og de to stærke kvinder kæmper for en bedre fremtid for sig selv og sønnerne.

Efter Japans kapitulation i 1945, drømmer flere af de koreanske migranter om at vende hjem. Men endnu en krig forhindrer dette, og efterhånden bliver migranternes børn og børnebørn mere knyttet til Japan end til deres oprindelige fædreland. Selvom de klarer sig særdeles godt økonomisk, bliver de fortsat mødt af diskrimination og fordomme, og lever helt til romanens slutning i 1989 i deres egne parallelsamfund. Her driver de for eksempel de populære pachinko-haller som bedst kan sammenlignes med casinoer hvor der gambles.    

Pachinko er en tankevækkende roman, der minder os om det delte Koreas tragiske historie og kaster lys over det fortsat noget anstrengte forhold mellem Japan og Sydkorea. Min Jin Lee væver en kompleks fortælling sammen om universelle temaer som identitet, migration, ære og skam, med stærke karakterer som man, trods kulturforskelle, sagtens kan identificere sig med. 

Har du også lyst til at blive Ugens Anmelder, så skriv til bibliotekerne@vordingborg.dk