Ugens anmelder er Pernille Vangaa Knudsen
Af Redaktionen
Pernille anmelder "Mere er aldrig nok – hvad antikke filosoffer ved om et lykkeligt liv"
Pernille er bibliotekar, og udover at vejlede om bøger og andet i biblioteksrummet, så er hun også vores ekspert i dialogisk læsning - spørg endelig
Niels Overgaard bringer os tilbage til Antikkens største tænkere, hvor Sokrates, Platon, Aristoteles, Epikur, Aurelius m.fl. kom med deres bud på det ideelle liv. Niels Overgaard tager udgangspunkt i de 4 kardinaldyder: visdom, mod, mådehold og retfærdighed, og han fører datidens ord op til nutiden, til det liv vi lever i dag. Han kommer med sit bud på, hvordan vi kan bruge datidens tænkere i hverdagen for at få et lykkeligt liv.
Bogen indledes med en forklaring på, hvad dyder er. Definitionen sættes i et bredere perspektiv, og han gør op med den mere gammeldags definition, hvor dyd handlede om ikke at træde ved siden af – at holde sig på dydens smalle vej. I bogen skal dyd forstås som en egenskab, man kan blive god til.
Bogen kan ved første blik virke noget højtravende, når kardinaldyder og store ord fra filosofferne uddybes, men Niels Overgaard formår at gøre det håndgribeligt og forståeligt for alle ved at inddrage erfaringer fra sit eget liv. Han fremhæver, at man skal elske sig selv først, for at elske andre, og at det er i vores relationer, lykken findes. Vi er ikke en ø – hver især, men en del af noget større. Vi har brug for hinanden.
Lykken skal komme indefra, og han siger, at det som regel ikke hjælper at flytte eller gøre andre større livsændrende ting i vores liv for at blive lykkelige. Ændringen skal ske inde i én selv. Han trækker hele tiden paralleller fra de gamle skrivere til vores hverdags-gøremål og handlinger, og mens man læser, tænker man: Han har måske nok fat i noget, ham der Niels Overgaard.
Der jongleres bl.a. rundt med emner som krænkelseskulturen, overforbrug af sociale medier, dyrevelfærd, krig i verden, naturen, samt alle mulige dilemmaer og problemstillinger, som vi hver især står overfor som menneske i en moderne tid.
Selve titlen på bogen pakker Niels Overgaard også ud for os, og den skal forstås på den måde, at han synes, at vi er for hårde ved os selv. Vi vil hele tiden fremad og opnå mere og mere – og tjene mere og mere – og købe mere og mere. Vi tænker hele tiden på det, vi skal opnå ude i fremtiden i stedet for at leve i nuet. Han mener, at man skal vælge sit nok – og reflektere over, hvad der reelt set gør én glad.
Læs bogen og se, hvad de gamle filosoffer måske kan lære dig om livet i dag. Niels Overgaard lever sit liv, og bruger det fra historiens tænkere, som giver mening for ham. Man behøver ikke at være enig i alle Niels Overgaards betragtninger for at få en god læseoplevelse med denne bog.
Niels Overgaard har også skrevet: ”Det hele handler ikke om dig”, som kom før denne bog. Så jeg må hellere komme i gang.
God fornøjelse med antikkens filosoffer!
Har du også lyst til at blive Ugens Anmelder, så skriv til bibliotekerne@vordingborg.dk