Ugens anmelder

Ugens anmelder er Mette Storm

Af Redaktionen

Ugens anmelder

Mette anmelder 'Hjemme hos Danmark - 117 nedslag i dansk boligkultur'

Mette er bibliotekar og læser gerne fagbøger, spørg endelig hvis du har brug for en god anbefaling - fra historie til kogebøger.

""

“Hjemme hos Danmark”  er en flot coffee table bog af Kristine Virén og Anne Glad

Den kæmpetunge bog er en indbydende, informativ og inspirerende rejse gennem den danske boligindretnings historie i nedslag fra 1930-2020’erne.

Bogen beskriver hvordan danskernes har indrettet deres hjem rum for rum, gennem tidens løb. Den giver samtidig et indblik i, hvordan design, kultur og samfundsforhold har været med til at forme vores boliger ude og inde.

Her vises hvordan fx dørhåndtag og stikkontakter har ændret sig med tiden.

Det lyder måske ikke så interessant, men det er det. Ligeledes er det en spændende gennemgang af hvert enkelt rum, med de trends der fulgte i det givne årti. Og er man interesseret i retro og design generelt, er der mange skønne gensyn.

Her er ryatæpper, Holmegaard, Krenit, Margretheskåle, Koldbøtter, skønt gammelt porcelæn, kassettebåndswalkman, Christels skønne piger, hessian og designermøbler som ægget og meget, meget mere.

Kristine Virén kender vi fra Hammerslag og Anne Glad har i mange år været fast livsstilsekspert på ”Kender du typen”.

De tager os med på en rejse gennem tiden, hvor de redegør for, hvad der var populært og hvorfor. Bogen har masser af fotos og med en let tilgængelig skrivestil og mindre afsnit, er det en skøn bog, at læse og/eller kigge i.

Bogen formidler dansk boligkultur på en engagerende og visuelt indbydende måde. Den lykkes med at præsentere en historie om dansk design og indretning, som ikke kun er relevant for dem, der interesserer sig for boligindretning.

 Det er også en bog for de af os, der nyder at blive mindet om krimskrams, tingeltangel og møbler fra vores barndom (og tiden før og efter….) Selv fandt jeg flere ting, der i dag står i mit hjem, som, om ikke andet, har affektionsværdi.

Stor anbefaling herfra!

Har du også lyst til at blive Ugens Anmelder, så skriv til bibliotekerne@vordingborg.dk