Ugens anmelder er Nina Vestergaard
Af Redaktionen
Nina Vestergaard anmelder 'USA National-parkernes land'
Nina er bibliotekar og træffes oftest på Præstø Bibliotek.
Hvis du drømmer om at tage på den store biltur og se flere af USA’s stater – så får du her den helt store oplevelse serveret på et sølvfad!
Michael Bo Christensen har skrevet en personlig, inspirerende og anekdotefyldt bog om det vestlige USA’s nationalparker – lige fra Californien, Colorado, Texas og de andre 8 stater, som han kører igennem i denne bog.
Den eneste anke jeg har: der mangler et kort over USA – for de 300 sider med fakta, fabelagtige billeder, anekdoter om de danskere, der drog ud og blev kendt, er hurtigt læst men ikke glemt! Dog er de mange kørte kilometer svære at forestille sig uden omtalte kort. En anden lille anke er, at Michael Bo Christensen er en erfaren guide – så jeg vil tro, at vandreturene vil tage lidt længere tid end angivet for den uerfarne vandrer.
Michael Bo Christensen beskriver levende Yellowstone, Yosemite, Death Valley, Rocky Mountains og alle de andre nationalparker på sin tur. Han fortæller endvidere de historiske fakta omkring den hvide mands erobring af Vesten efter den amerikanske borgerkrig.
Han beretter om jagten på guld, land og om forfølgelsen af den oprindelige befolkning, som anses at have levet på kontinentet i mere end 12.000 år. At den hvide mand ikke er jordens bedste barn skildres gennem fortællingen om de enkelte nationalparker. I flere tilfælde spiller også danskere en rolle i erobringen af disse områder. Han fortæller også om de ofre, som de ”opdagelsesrejsende” gennemgik – hvad enten det var naturen, vejret, eller indianerne.
Som læser er jeg fascineret af vinklingen på de danske udvandrere. Hvad der rammer hårdt, er behandlingen af den oprindelige befolkning – som foregår selv den dag i dag. Men vidste du, at det var en dansker, der stod bag et ikonisk billede i USA, nemlig de 4 præsidenters ansigter på Mount Rushmore?
Men.. det er naturoplevelserne, der er i centrum – hvad enten det er floderne, de sovende og aktive vulkaner, gejserne, drypstenshuler, stenformationer eller dyrene. Michael Bo Christensen formår at tegne naturen på læserens nethinde – hjulpet godt på vej af billederne.
Michael Bo Christensen tager udgangspunkt i 5 ruter, hvor han beskriver ovenstående på en levende og smittende måde.
Står ovennævnte på din bucketlist, så lån hans 2 bøger på biblioteker
Har du også lyst til at blive Ugens Anmelder, så skriv til bibliotekerne@vordingborg.dk