Ugens anmelder

Ugens anmelder er Eva Themsen

Af Redaktionen

Ugens anmelder

Eva Themsen anmelder 'De heldige' af Georgia Hunter

Eva Themsen er bibliotekar og træffes oftest på Vordingborg Bibliotek. Hun er fuldstændig skarp på romaner, der er værd at læse! Spørg endelig.

""

Historien begynder i 1939 i byen Radom i Polen. 3 generationer af den store familien Kurch er samlet for at fejre den jødiske påske. Alt er godt, men frygten for en mulig krig lurer i kulissen, og ingen har fantasi til at forestille sig, hvad der venter.

Inden længe er familien ramt af historiens brutale vingesus og dermed splittet for alle vinde. Ingen bliver skånet for krigens rædsler og elendighed, men på trods af alt er der håb, kamp og vilje til at overleve.

Alle kæmper for livet og gør alt for at undgå at ende i en koncentrationslejr. Alternativerne er ikke rosenrøde. Arbejdslejr i Sibirien, modstandskamp eller ”bare” forsøge at overleve i ghettoen. Det er i sandhed en kamp på liv og død.

Romanen er baseret på virkelige hændelser. Forfatteren Georgia Hunter fandt i en ung alder ud af sin morfars jødiske baggrund, og hun gik i gang med et kæmpe detektivarbejde for at sammenstykke familiens historie. Oldeforældrene havde 5 børn med familier, og det er alle disse tråde, forfatteren har skullet samle i dette familiedrama.

Det er selvfølgelig frygteligt og sørgeligt, men samtidig livsbekræftende og rørende. Det helt fantastiske er, at hele familien - stik imod alle odds - overlever. Alle med skrammer på krop og sjæl, men de var ”de heldige”, de overlevede.

Til sidst lidt fakta oplysninger. Ved holocausts afslutning var 90 % af Polens 3 millioner jøder blevet udryddet. I byen Radom, hvor familien Kurch kom fra, boede der før krigen 30.000 jøder – under 300 overlevede krigen.

Familien Kurch vandt på trods af alt hovedpræmien på den store lottokupon – nemlig livet.
Krig, og hvad deraf følger, er forfærdeligt, og det sørgelige er, at verden ikke er blevet klogere.

Jeg kan varmt anbefale bogen, at den bygger på virkelige hændelser, gør den endnu mere gribende.

Har du også lyst til at blive Ugens Anmelder, så skriv til bibliotekerne@vordingborg.dk