Ugens anmelder er Stine Grabas
Af Redaktionen
Stine anmelder 'Kærlighedens historie' samt 'Esme Lennox' forsvindings-nummer'
Stine er bibliotekar. På Vordingborg Bibliotekerne er hun bl.a. ansvarlig for vores arrangementer, men hun er også lektør, hvilket betyder, at hun er med til at anmelde nye udgivelser til biblioteksvæsenet. Hun kan altid anbefale spændende læsestof i alverdens genrer
To perler med år på bagen
Hvert år udkommer der et hav af bøger, hvoraf nogle bliver bestsellere og andre ikke. Uanset popularitet skal der gøres plads på bibliotekets hylder, hvilket betyder mindre plads til de ældre bøger.
’Kærlighedens historie’ af Nicole Krauss er én af de ældre perler, som står lidt klemt mellem de andre nyere bøger, men som bestemt ikke skal overses. Det er en fremragende roman fyldt med humor og som henvender sig til alle. Lad dig ikke snyde af bogens titel; romanen er alt andet end letlæst pladder romantik.
Den gamle jøde Leo Gursky slår på radiatoren hver aften, så overboen kan høre, han ikke er død. Han melder sig som nøgenmodel, så nogle ser ham. Han er stadig i live. Han voksede op i en polsk landsby, flygtede i starten af 2. Verdenskrig til New York og leder nu efter sin søn.
14-årige Alma forsøger at finde en ny mand til sin mor og læser en bog om overlevelse i naturen for selv at overleve. Leo og Alma kender ikke hinanden, men bindes sammen om en bog ”Kærlighedens historie”, som er skrevet af Leos ven, dengang de var unge i Polen.
Hovedpersonen i bogen hedder Alma og det er hende, som den 14-årige pige, er opkaldt efter. I mange år har bogen været forsvundet, men dukker nu op og skaber forbindelse mellem vidt forskellige mennesker.
Bogen rummer forunderlige detaljer, fascinerende personligheder og fabulerende underholdning. I fragmentariske glimt hører man om Alma og alle de andre karakterer samt får små essaylignende udklip fra bogen. Nicole Krauss får på sine 300 sider fint bundet en sløjfe om de mange historier, der rummer liv, sorg og kærlighed. En bevægende og tankevækkende bog, som anbefales varmt.
I ’Esme Lennox’ forsvindingsnummer’ af Maggie O’Farrell får Iris en opringning, der kommer til at ændre hendes livsbillede. Hun bliver bedt om at hente Esme Lennox fra det lokale sindssygehospital. Iris har aldrig hørt om Esme, som er hendes bedstemor Kittys søster. I 61 år har Esme været spærret inde med galninge efter hun som ganske ung blev indlagt af familien, fordi Esme var for oprørsk og gik imod konventionerne. Iris er alligevel for nysgerrig og tilbringer weekenden sammen med Esme.
Gennem Iris, den aldrende Esme og den demensramte Kitty bliver en skrækkelig familiehistorie blotlagt og om kvinderoller, moral og hævn.
Maggie O’Farrell skriver eminent og på ganske få sider (224) skildres en sansning og samhørighed mellem Iris og Esme, som bringer nutid og datid sammen.
En barsk, tænderskærende og utrolig velskrevet roman, som man som læser, har svært ved at lægge fra sig. God læsning.