Ugens anmelder

Ugens anmelder er Tony Christiansen

Af Redaktionen

Ugens anmelder

Tony Christiansen anmelder 'Godaften og velkommen'

Tony Christiansen er pensioneret skoleleder, og arbejder nu som frivillig i Headspace, Broen Vordingborg og på spillestedet STARS. Han har altid været både musik- og fodboldinteresseret og er i øvrigt selv vokset op i 60-70’ernes Brøndbyøster og haft Hans Otto som lærervikar.

""

”Godaften og velkommen” - man kan næsten høre Hans Ottos venlige og rolige stemme, for de fleste af os er nærmest på fornavn med den folkekære radio- og tv-vært, som fortæller om et langt og spændende liv, der har varet i snart 80 år.

Vi hører om hans første år i barndomshjemmet ved Middelfart og senere ikke mindst om skole- og ungdomstiden i Brøndby, hvor Hans Otto vokser op i en tid, hvor næsten alt er muligt i en driftig og hurtigvoksende forstadskommune. 

Skoletiden beskrives ganske positivt, men ”der var frit slag for lærerne” og bedst huskes skolekomedierne som highlights, hvor man lærte at stå på en scene, noget man senere kunne bruge i voksenlivet! 

Han bliver som ung student ansat som lærervikar og bliver her modnet med ansvar og tillid, og som musikinteresseret starter han sammen med vennen Peter Isaksen, Brøndby Pop Club i en gymnastiksal. 

Stedet bliver sidst i 60’erne landskendt som koncertsted for nye bands som Yardbirds, The Move og Small Faces, og Hans Otto bliver fortrolig med at arrangere og planlægge koncerter ud fra et beskedent budget. 

Det giver respekt og anerkendelse, og fører via gode forbindelser til job i Danmarks Radio, først som freelance og senere som fastansat i en spændende pionertid med stor frihed og højt til loftet. Det er i en tid, hvor DR er statsmonopol, så Hans Otto møder og samarbejder med et hav af kendisser og bliver på et tidspunkt også tilbudt job på TV. 

Det bliver således til et bredt udvalg af underholdningsprogrammer for DR i den bedste sendetid som: Fredagsåbent, Radio Rita, Under Uret, Morgennisserne, Sommerferiebussen og OL, samtidig med interviews og møder med verdensnavne som Paul McCartney, Eric Clapton, Whitney Houston og Bill Clinton i ind- og udland. 

Desuden er Hans Otto konferencier ved diverse festivaller som Roskilde, Langeland, Haderslev og Ledreborg Slot, altid på sin egen rolige og behagelige facon.

Fodboldklubben i Brøndby kommer også på landkortet og rykker fra serieklub til divisionsklub med storebror Per som målmand. Og med hjælp fra driftige bekendte som borgmester Kjeld Rasmussen og formand Per Bjerregård går det rigtig stærkt på Vestegnen i den periode.

Der fortælles også om familien Bisgaard og tiden i Haslev og Roskilde, hvor hjemmet med ”fru Hanne” og børnene var åbent for besøg fra ind- og udenlandske musikere og ikke mindst venskabet med Kim Larsen og Gasolin. 

Sønnen Jeppe bliver selv et anerkendt ansigt i hip-hop-miljøet, men bliver uhelbredelig syg og familien må gennemleve det ubærlige at miste en søn/bror alt for ung og som en besøgende på kirkegården siger ”Det går aldrig over”.

Bogen er godt fortalt, dog lidt rodet og ikke kronologisk, men giver et godt tidsbillede af et stykke radio- og tv-historie, med sjove anekdoter fra den danske og internationale musikscene. Man fornemmer hvor vellidt Hans Otto har været, han ville gerne få os alle til at have det godt, på sin egen afslappede, hyggelige og naturlige facon både som interviewer, konferencier, kollega og familiemenneske. Måske noget han lærte sig helt tilbage i skoletiden med skolekomedierne?

Har du også lyst til at blive Ugens Anmelder, så skriv til bibliotekerne@vordingborg.dk